I de 10 dage hvor vi har fået en introduktion til Madurai og til lidt af hvad Sydindien indebærer, har været ubegribelige!
Hver aften man lægger sig i sin seng føles det som en dag har varet et halvt år. Det er underligt at tænke på man kun har været her i 10 dage, for når man samtidig tænker på hvor meget man savner sin kæreste, familie og venner derhjemme er det også utroligt det er gået så hurtigt?
Hvordan kan man starte med at fortælle om alle indtrykkene? Jeg er fascineret af billeder. Personligt synes jeg selv at det er fantastisk hvor meget ét billede kan vise og fortælle på sammen tid –det er en fin kombination af synsoplevelse og (måske en speciel form) for fortællerteknik.
Eftersom at der har været en del efterspørgsel efter flere billeder har jeg derfor besluttet at dette indlæg skal hovedsageligt indeholde billeder med evt. kommentarer til hvorfor netop dette er et fantastisk, sjovt eller sørgeligt billede.
Indkøb af 100%silketørklæder, som koster næsten ingenting i Indien. Me likey!
Gudstjeneste i en engelsktalende kirke, som vi deltager i hver søndag for at skabe nye kendskaber til kulturen samt for at møde unge fra Indien og andre lande.
Lige nu er det regnsæson i Indien, hvilke resultere i store vandmængder nogle af dagene. Utrolig nok var det hele forsvundet dagen efter!! Hehe læg mærke til chaufføren der ivrigt kigger efter hvide piger istedet for at se på vejen.
Besøget på YMCA school for mentally challenged children, resulterede i mange søde og varmende billeder af de meget glade og smilende børn. Endnu et af Indiens mange viduner: Optimismen og glæden synes ikke at forsvinde fra børnene på trods af de hårde kår som de kommer fra.
Kokken på YMCA for mentally challenged som er igang med at tilbereder ris
Fælles billede af os volentører. Fra venstre: Christina og mig, samt søde Merissa og Eva fra Tyskland
Til sidst et par fjollebilleder som vi tog mens vi kørte i rickshawks:)
At last: I morgen skal vi så for alvor starte på "arbejdet" og "hverdagen" i lektiecafeen. Vi var ude at se børnene og skolen i dag, og jeg bliver stadig overrasket over hvor glade børnene bliver for at se os hvide mennesker. De jubler og råber ”Vannakam!” (Hej!) og maser hinanden for at få lov til at trykke vores hånd.
Det er ubegribeligt at en ligegyldighed som at være hvid, kan betyde så meget når man kommer væk fra vesten.
