Inspiration til en større selvindsigt

Hvordan ville livet være hvis alle levede i harmoni, skønhed og "in a life of devine but with no religions"?

Denne weekend har været helt utrolig spændende og eventyrrig.
Vi startede fredag morgen kl. 6, hvor vi tog toget (for første gang!!) til Tiruvannamalai op for at besøge Nikolaj som er vores kontaktperson hernede i Indien.
Tiruvannamalai er kendt for at være stedet der bringer en evig fred og harmoni, da bjerget Arunachala siges at være Lord Shiva's eksistens på jorden, derfor rejser millioner af pilgrims hvert år til Tiruvannamalai for at gå en runde rundt om bjerget (14 km på bare fødder) for derefter at rejse hjem igen. Det siges at hvis du blot tænker på Arunachala så får du indre fred og ro.


Vi tog med Nikolajs kone, Anne op på halvdelen af bjerget for at se udsigten over det kæmpe tempel Arunachaleswara, som er et af de største templer i Syd Indien og til dels minder en del om Meenakshi templet i Madurai hvor vi bor.
Dog synes jeg at templet i Tiruvannamalai en del mere "råt" og det skyldes sandsynligvis at det er dedikeret til Lord Shiva og bygget i 16-1700tallet.

Lord Shiva er ødelægger- og dødsguden så stemningen i templet virker til at være mere hård og folk som mere individuelle.


Hver dag oplevede vi nye,anderledes og spændende sider af Indien som vi ikke har set før, bl.a. fordi vi aldrig for alvor har været ude og opleve hvordan folk bor i landsbyerne og de mindre byer som Tiruvannamalai (indbyggertal på ca. 5-700.000).
Jeg var så privilegeret at have mulighed for at deltage i en lille landsby gudstjeneste. Christina havde det lidt dårligt så jeg tog med to kvinder fra Que Vallis på motorcykel ud til landsbyen hvor vi i kirken var 12 pers. inkl. præsten og os. Det var helt utroligt at se og opleve den lille kirke, at mærke den glæde og stolthed som folkene havde ved at vise den frem for mig. De var så utrolig venlige og på trods af de ikke kunne engelsk, så forstod jeg hvad de mente når de rørte min kind og mit hår og samtidig sagde kysse-lyde. Det er så tosset at lige meget hvor alsidig et sted du befinder dig, så vil folk altid fokusere på at du er hvid og anderledes -men det er også forståeligt i og med hvis de aldrig har set en hvid før.



Dagen inden vi rejste fra Tiruvannamalai til Pondicherry hvor vi skulle tilbringe et par dage, tog vi til Auroville, som er et lille samfund meget lignende Christiania -dog i meget større omfang.
"The Mother", den franske kvinde bag projektet havde en drøm om et samfund hvor alle var lige uanset race, religion og social status. En drøm om man sammen kunne skabe et samfund der havde fokus på økologi og selvforsyning, hvor 50.000 mennesker fra rundt omkring i verden, kunne bo sammen som en stor familie. Hvor i midten af Auroville skulle ligge det utopiske hjerte af byen, et sted for meditation og selvindsigt igså kaldet Matrimandri.


Matrimandri er en centralt placerede bygning, hvor man som indbygger i Auroville kan komme og meditere og måske endda opnå en større forståelse af menneskets eksistens. Så snart jeg bevægede mig ind i Matrimandri tænkte jeg straks: ”Welcome to the future”, da det er mere specielt end noget andet jeg nogle sinde oplevet og følt før.
Da vi sad inde i Matrimandri, følte jeg en form for frisættelse, som jeg kunne mærke at vha. meditation kunne jeg opnå en abstrakt følelse af at id'et bliver udvisket og erstattet af noget andet –noget større. Jeg synes selv den bedste måde at beskrive Matrimandri er: Et energifelt i stilhed.

A dream
There should be
somewhere on earth
a place which no nation
could claim as its own,
where all human beings
of good will who have a
sincere aspiration,
could live freely as
citizens of the world and
obey one single authority,
that of the supreme truth;
A place of peace,
concord and harmony..
-The Mother

Til sidst en lille selvskrevet reminder:
We need to depend on each other, joy and beauty in all its artistic forms and not on material possessions.
-Kirstine Stenild

Så mange tanker om oplevelser, "hverdag" og savn.

Hmm hverdag.. You know, det er som om at ordet ikke klinger så godt, i og med det betyder at der ikke (i så høj grad) er fokus på alle de spændende aktiviteter og oplevelser som Indien byder på.




I de 10 dage hvor vi har fået en introduktion til Madurai og til lidt af hvad Sydindien indebærer, har været ubegribelige!
Hver aften man lægger sig i sin seng føles det som en dag har varet et halvt år. Det er underligt at tænke på man kun har været her i 10 dage, for når man samtidig tænker på hvor meget man savner sin kæreste, familie og venner derhjemme er det også utroligt det er gået så hurtigt?

Hvordan kan man starte med at fortælle om alle indtrykkene? Jeg er fascineret af billeder. Personligt synes jeg selv at det er fantastisk hvor meget ét billede kan vise og fortælle på sammen tid –det er en fin kombination af synsoplevelse og (måske en speciel form) for fortællerteknik.
Eftersom at der har været en del efterspørgsel efter flere billeder har jeg derfor besluttet at dette indlæg skal hovedsageligt indeholde billeder med evt. kommentarer til hvorfor netop dette er et fantastisk, sjovt eller sørgeligt billede.

Indkøb af 100%silketørklæder, som koster næsten ingenting i Indien. Me likey!

Gudstjeneste i en engelsktalende kirke, som vi deltager i hver søndag for at skabe nye kendskaber til kulturen samt for at møde unge fra Indien og andre lande.

Lige nu er det regnsæson i Indien, hvilke resultere i store vandmængder nogle af dagene. Utrolig nok var det hele forsvundet dagen efter!! Hehe læg mærke til chaufføren der ivrigt kigger efter hvide piger istedet for at se på vejen.



Besøget på YMCA school for mentally challenged children, resulterede i mange søde og varmende billeder af de meget glade og smilende børn. Endnu et af Indiens mange viduner: Optimismen og glæden synes ikke at forsvinde fra børnene på trods af de hårde kår som de kommer fra.





Kokken på YMCA for mentally challenged som er igang med at tilbereder ris

Fælles billede af os volentører. Fra venstre: Christina og mig, samt søde Merissa og Eva fra Tyskland

Til sidst et par fjollebilleder som vi tog mens vi kørte i rickshawks:)


At last: I morgen skal vi så for alvor starte på "arbejdet" og "hverdagen" i lektiecafeen. Vi var ude at se børnene og skolen i dag, og jeg bliver stadig overrasket over hvor glade børnene bliver for at se os hvide mennesker. De jubler og råber ”Vannakam!” (Hej!) og maser hinanden for at få lov til at trykke vores hånd.
Det er ubegribeligt at en ligegyldighed som at være hvid, kan betyde så meget når man kommer væk fra vesten.

Nye horisonter

Til min forbavselse er det ikke så uoverkommeligt at rejse til Indien som jeg ellers havde forventet.

Torsdag d. 27/8 kl. 05:00 mødtes jeg med Christina i Københavns lufthavn, hvor jeg lidt efter tog afsked med familien og min kæreste for derefter at begive mig ud på en rejse der forhåbentlig ville give mig en god grobund og ballast for resten af mit liv.

Turen gik i sig selv utrolig let og allerede i Brusseles begav vi os ind i en anderledes kultur idet der var utrolig mange jøder? Det var bestemt ikke hvad vi havde forventet og det var i sig selv et sjovt syn. Efter 9½ times flyvetur endte vi så i Indien kl. 23:00, i Chennai hvor vi skulle vente til kl 7:50 om morgen. Vi havde heldigvis gået til gaten med det samme, i stedet for at finde et sted og sove hvilket vi bagefter fandt ud af var utrolig klogt, da man i Indien tager H1N1 utrolig alvorligt. Dette resulterede i, at før vi fik tjekket vores bagage med ældgammelt udstyr, blev visiteret m.m. skulle vi kun vente i 3-4 timer ca. Dette var til dels en god form for tidsfordriv men desværre gik meget af tiden også med at forstå hvordan Christinas taske og tasken med legetøjet fra LEGO kunne blive væk. Efter en meget problematisk snak med lufthavns assistancen fik vi udfyldt en blanket og vi var herefter videre i programmet med forholdsvis løftede hoveder.


(Omgivelserne omrking Madrurai, set fra flyet)
Ankomsten til Madurai, var nervevridende og vi sad begge med næsen trykket mod ruden mens vi kiggede ned på det landskab som vi skulle tilbringe de næste 4-5 mdr.

Allerede efter de første skidt på indisk jord og du føler at du er trådt ind i en ny verden.
På trods af det tørre røde jord formår der alligevel at vokse store eksotiske palmer, træer og buske hvori der lever smukke fugle med fantastiske lyde!
”People here are not individualistic as you are in Western but here people live together and help each others” som Shamila forklarede os som noget af det første omkring Indien og det er lige præcis det indtryk du får.
På trods af den sindsoprivende (og til tider skræmmende) trafik, virker det til at alle er bevidste om hinanden og der bliver taget ligeså meget hensyn til skolebørnene som vil tværs over vejen, som til den store Mercedes.


Varmen i sig selv er en udfordring du kan ikke sidde på værelset uden at have AC til, hvilket medfører til at de 38-39 grader slår endnu hårdere når du går udenfor i den bagende sol. Men det er en fornøjelse alligevel og i dag stod jeg op på taget i en times tid og betragtede trafikken og menneskerne som vi nu er omgivet af, imens Christina lånte bærbaren så hun kunne skrive til sin kæreste.
Det er rart at vi begge har en kæreste som vi savner så det ikke bliver trættende for den anden modpart at høre på. Derimod kan vi trøste hinanden og støtte os til hinanden når det bliver svært, at undvære de mennesker man elsker derhjemme og det hele måske virker lidt uoverkommeligt.

-MEN jeg har nu alligevel kun gode forventninger til denne rejse som jeg ved, vil åbne mine øjne for en ny og anderledes verden med nye horisonter.