Nye horisonter

Til min forbavselse er det ikke så uoverkommeligt at rejse til Indien som jeg ellers havde forventet.

Torsdag d. 27/8 kl. 05:00 mødtes jeg med Christina i Københavns lufthavn, hvor jeg lidt efter tog afsked med familien og min kæreste for derefter at begive mig ud på en rejse der forhåbentlig ville give mig en god grobund og ballast for resten af mit liv.

Turen gik i sig selv utrolig let og allerede i Brusseles begav vi os ind i en anderledes kultur idet der var utrolig mange jøder? Det var bestemt ikke hvad vi havde forventet og det var i sig selv et sjovt syn. Efter 9½ times flyvetur endte vi så i Indien kl. 23:00, i Chennai hvor vi skulle vente til kl 7:50 om morgen. Vi havde heldigvis gået til gaten med det samme, i stedet for at finde et sted og sove hvilket vi bagefter fandt ud af var utrolig klogt, da man i Indien tager H1N1 utrolig alvorligt. Dette resulterede i, at før vi fik tjekket vores bagage med ældgammelt udstyr, blev visiteret m.m. skulle vi kun vente i 3-4 timer ca. Dette var til dels en god form for tidsfordriv men desværre gik meget af tiden også med at forstå hvordan Christinas taske og tasken med legetøjet fra LEGO kunne blive væk. Efter en meget problematisk snak med lufthavns assistancen fik vi udfyldt en blanket og vi var herefter videre i programmet med forholdsvis løftede hoveder.


(Omgivelserne omrking Madrurai, set fra flyet)
Ankomsten til Madurai, var nervevridende og vi sad begge med næsen trykket mod ruden mens vi kiggede ned på det landskab som vi skulle tilbringe de næste 4-5 mdr.

Allerede efter de første skidt på indisk jord og du føler at du er trådt ind i en ny verden.
På trods af det tørre røde jord formår der alligevel at vokse store eksotiske palmer, træer og buske hvori der lever smukke fugle med fantastiske lyde!
”People here are not individualistic as you are in Western but here people live together and help each others” som Shamila forklarede os som noget af det første omkring Indien og det er lige præcis det indtryk du får.
På trods af den sindsoprivende (og til tider skræmmende) trafik, virker det til at alle er bevidste om hinanden og der bliver taget ligeså meget hensyn til skolebørnene som vil tværs over vejen, som til den store Mercedes.


Varmen i sig selv er en udfordring du kan ikke sidde på værelset uden at have AC til, hvilket medfører til at de 38-39 grader slår endnu hårdere når du går udenfor i den bagende sol. Men det er en fornøjelse alligevel og i dag stod jeg op på taget i en times tid og betragtede trafikken og menneskerne som vi nu er omgivet af, imens Christina lånte bærbaren så hun kunne skrive til sin kæreste.
Det er rart at vi begge har en kæreste som vi savner så det ikke bliver trættende for den anden modpart at høre på. Derimod kan vi trøste hinanden og støtte os til hinanden når det bliver svært, at undvære de mennesker man elsker derhjemme og det hele måske virker lidt uoverkommeligt.

-MEN jeg har nu alligevel kun gode forventninger til denne rejse som jeg ved, vil åbne mine øjne for en ny og anderledes verden med nye horisonter.