Inspiration til en større selvindsigt

Hvordan ville livet være hvis alle levede i harmoni, skønhed og "in a life of devine but with no religions"?

Denne weekend har været helt utrolig spændende og eventyrrig.
Vi startede fredag morgen kl. 6, hvor vi tog toget (for første gang!!) til Tiruvannamalai op for at besøge Nikolaj som er vores kontaktperson hernede i Indien.
Tiruvannamalai er kendt for at være stedet der bringer en evig fred og harmoni, da bjerget Arunachala siges at være Lord Shiva's eksistens på jorden, derfor rejser millioner af pilgrims hvert år til Tiruvannamalai for at gå en runde rundt om bjerget (14 km på bare fødder) for derefter at rejse hjem igen. Det siges at hvis du blot tænker på Arunachala så får du indre fred og ro.


Vi tog med Nikolajs kone, Anne op på halvdelen af bjerget for at se udsigten over det kæmpe tempel Arunachaleswara, som er et af de største templer i Syd Indien og til dels minder en del om Meenakshi templet i Madurai hvor vi bor.
Dog synes jeg at templet i Tiruvannamalai en del mere "råt" og det skyldes sandsynligvis at det er dedikeret til Lord Shiva og bygget i 16-1700tallet.

Lord Shiva er ødelægger- og dødsguden så stemningen i templet virker til at være mere hård og folk som mere individuelle.


Hver dag oplevede vi nye,anderledes og spændende sider af Indien som vi ikke har set før, bl.a. fordi vi aldrig for alvor har været ude og opleve hvordan folk bor i landsbyerne og de mindre byer som Tiruvannamalai (indbyggertal på ca. 5-700.000).
Jeg var så privilegeret at have mulighed for at deltage i en lille landsby gudstjeneste. Christina havde det lidt dårligt så jeg tog med to kvinder fra Que Vallis på motorcykel ud til landsbyen hvor vi i kirken var 12 pers. inkl. præsten og os. Det var helt utroligt at se og opleve den lille kirke, at mærke den glæde og stolthed som folkene havde ved at vise den frem for mig. De var så utrolig venlige og på trods af de ikke kunne engelsk, så forstod jeg hvad de mente når de rørte min kind og mit hår og samtidig sagde kysse-lyde. Det er så tosset at lige meget hvor alsidig et sted du befinder dig, så vil folk altid fokusere på at du er hvid og anderledes -men det er også forståeligt i og med hvis de aldrig har set en hvid før.



Dagen inden vi rejste fra Tiruvannamalai til Pondicherry hvor vi skulle tilbringe et par dage, tog vi til Auroville, som er et lille samfund meget lignende Christiania -dog i meget større omfang.
"The Mother", den franske kvinde bag projektet havde en drøm om et samfund hvor alle var lige uanset race, religion og social status. En drøm om man sammen kunne skabe et samfund der havde fokus på økologi og selvforsyning, hvor 50.000 mennesker fra rundt omkring i verden, kunne bo sammen som en stor familie. Hvor i midten af Auroville skulle ligge det utopiske hjerte af byen, et sted for meditation og selvindsigt igså kaldet Matrimandri.


Matrimandri er en centralt placerede bygning, hvor man som indbygger i Auroville kan komme og meditere og måske endda opnå en større forståelse af menneskets eksistens. Så snart jeg bevægede mig ind i Matrimandri tænkte jeg straks: ”Welcome to the future”, da det er mere specielt end noget andet jeg nogle sinde oplevet og følt før.
Da vi sad inde i Matrimandri, følte jeg en form for frisættelse, som jeg kunne mærke at vha. meditation kunne jeg opnå en abstrakt følelse af at id'et bliver udvisket og erstattet af noget andet –noget større. Jeg synes selv den bedste måde at beskrive Matrimandri er: Et energifelt i stilhed.

A dream
There should be
somewhere on earth
a place which no nation
could claim as its own,
where all human beings
of good will who have a
sincere aspiration,
could live freely as
citizens of the world and
obey one single authority,
that of the supreme truth;
A place of peace,
concord and harmony..
-The Mother

Til sidst en lille selvskrevet reminder:
We need to depend on each other, joy and beauty in all its artistic forms and not on material possessions.
-Kirstine Stenild